Om børnehuset Snekkersten

 

Leder du efter en lille institution, hvor dit barn får ro til at gro? Hvor stuerne er indrettet med små hyggekroge, der giver børnene mulighed for at trække sig tilbage, og hvor hverdagen i høj grad er baseret på samvær i mindre grupper med nærværende voksne og jævnaldrende børn? Så er Børnehuset Snekkersten måske noget for jeres familie!

Midt i Snekkersten, tæt ved skov og strand, ligger vores hyggelige børnehus, der hver dag danner rammen om 60 børns liv. 40 børn er fordelt på to børnehavestuer, mens 20 børn har deres daglige gang i de to vuggestuer.

I Børnehuset Snekkersten gør vi os umage for at møde børnene i øjenhøjde, og vi lever i høj grad efter princippet om, at alle skal behandles lige, men ikke ens. Vi ser børnene som små individuelle væsner, der skal have lov til at være forskellige, og vi lægger os i selen for at skabe de rammer, der skal til for at udvikle den enkelte. Det betyder, at vi dagen igennem arbejder med mindre grupper, så børnene har mulighed for at blive set, som dem de er, i selskab med fokuserede voksne. Nærvær, fordybelse og gode oplevelser er kerneværdier i Børnehuset Snekkersten. For børnehavebørnene betyder det eksempelvis, at de flere gange ugentligt er inddelt i grupper efter hvor børnene er i deres udvikling på tværs af stuerne. Hver gruppe har som udgangspunkt en ugentlig hjemmedag samt en ugentlig turdag, der eksempelvis går til skov, strand, en legeplads eller et af kommunens fantastiske børnebiblioteker.

I Børnehuset Snekkersten ser vi det desuden som børnenes ret, at de skal have mulighed for at blive beskidte hver dag! Det betyder, at både vuggestuebørn og børnehavebørn brænder krudt af på vores nyistandsatte legeplads mindst én gang om dagen. Indenfor står den blandt andet på leg, kreative værksteder og sang. Vi er nemlig én af de 100 heldige børnehaver, der er ved at blive certificeret sangbørnehave i forbindelse med ”Sangglad” – et projekt, der skal fremme sangen og gøre den til en integreret del af vores hverdag.

Vi er en lille institution, og det betyder, at alle kender alle. Omgangstonen er uformel og let, og personalet er altid klar til en snak om stort eller småt. Vi ser det som altafgørende, at samarbejdet mellem institution og hjem er præget af en god dialog. Sammen skal vi få det allerbedste ud af børnene!

Børnehuset Snekkersten er en ældre institution, og det bærer de fysiske rammer præg af. Men hvad vi ikke har i flotte mursten og det nyeste legetøj, har vi til gengæld i de menneskelige kvalifikationer. Vi har hjertet på det rette sted, og vi gør hver dag vores ypperste for, at du kan hente et glad og trygt barn, der har hygget sig, mens I har været adskilt.

Vi tilbyder altid rundvisninger og en kop kaffe, så giv os endelig et kald, hvis Børnehuset Snekkersten kunne være noget for jeres familie.

Åbningstider

mandag - torsdag: kl. 6.30-17.00

fredag: kl. 6.30-16.30

Løntoften 4
Pladsanvisningen

Skriv dit barn op her

Pladsanvisningen

Kontakt os

Mail: jal08@helsingor.dk

Kontor: 49281116

Vuggestuen: 49281249

Børnehaven: 49281247 el. 49281250